tirsdag den 28. november 2017

2. runde i KSU holdturneringen

På en kold mandag aften satte 32 skakspillere hinanden i stævne i vores hyggelige lokaler. Det var dagen før dagen - den demokratiske festdag og dermed afbud fra Jan Ole, men også August, da han var optaget af opgaveskrivning og da Leif var syg, var der behov for flere reserver!
Det var 2 hold der stillede med vidt forskellige udgangspunktet og som havde forskellige forventninger til aftens kampe.
Brøndby I skulle prøve at revanchere sig mod en af de på papiret dårligere hold, efter nederlaget i 1.runde. Brøndby II skulle prøve at fortsætte sejrsrækken, men var på en svær opgave mod rækkens tophold.
Et kort referat fra 1.holdet:
For engang skyld var første mand færdig ikke Palle😉 Næ Carsten har nok brugt noget af tiden til at lure på Palle, så ganske hurtigt, blev partiet afviklet til en sikker remis.
Herefter var der en lang periode med stilstand, men så gik det hurtigt!
Palle spillede et ganske flot parti, og til sidst havde modstanderen valget mellem at tabe en officer eller gå mat i 2 træk - meget ædelt valgte han det sidste-
Klaus fortsatte de flotte takter med et godt angreb, der vist nok vandt en officer. Herefter fik modstanderen et godt angreb mod en meget åben kongestilling, men Klaus havde styr på det og en velfortjent sejr kom i hus.
Herefter trådte dagens remiskonger i karakter: Anders og Søren fik afviklet til stensikre remis, omend Anders stod en overgang ret presset.
Dagens eneste tab måtte Henning ligge ryg til. Modstanderen fik en større og større terrænfordel med mulighed for flere tematiske fremstød. På trods af en god fight, måtte Henning ned med nakken:-(
Jakob spillede vel sit bedste parti i år og Vi kan kun håbe på at vi får det at se her på siden!? Et virkeligt flot matangreb sat ind med et minimum af brikker, sikrede ham en god skalp, og hvem ved om Carsten nu skal føle sig truet på 1.brættet.
Som vanen tro var sidste mand Michaekl😂 Modstanderen valgte at give 1 bonde i træk 2, for hurtig udvikling. Den ekstra bonde blev holdt hele vejen ud i et springerslutspil, hvor Formandens vinge nærmede sig mistænksomt hurtigt vingefald. Om det var held, idioti eller dygtighed, at et remistilbud blev afslået med 3 minutter tilbage, må stå hen i det uvisse, men pludselig gik det hurtigt og den ekstra bonde kunne spadserer til Dronning.
Alt i alt en god 5,5-2,5 sejr over Amager I

Vi på 2.holdet fik med vores 1-7 nederlag mere end forventet! Samlet forventet score på 8 brætter var 0.74!  Så det var noget af en modstander, der kom fra Ishøj.
Jeg så lige som sidst på Frederiksberg stort set ikke noget hos de andre, da jeg var helt i min egen boble. Det bedste jeg så, var inden kampstart: Benny skulle spille med igen på vores hold efter lang tids fravær. Bare dejligt. 

Jeg så dog også, at Erik forholdsvis hurtigt havde sit overtøj på og pegede nedad med tommelfingeren, da jeg spurgte ham, hvordan det var gået. Ved siden af mig havde Henry det tydeligvis ganske hyggeligt med sin modstander, uden at det dog smittede af på resultatet. Og første gang jeg rejste mig, var modstanderens konge allerede sat ind på brættet hos hhv Annie, Jens og Benny for ligesom at demonstrere Ishøjs dominans.

Som sagt, var jeg i min egen boble mod Ishøjs Jørgen Obert, der havde en forventet score på 0.89. Men, men jeg havde altså sat mig for ikke at lade mig kue på forhånd. Jeg havde jo fået fine remiser mod Palle og Jan-Ole (her endda i en klar vundet stilling) i vinterturneringen. Lige som i min remis mod Palle og min gevinst på Frederiksberg – og mit tabte parti mod Michael i vinterturneringen - blev det fransk. På facebook blev jeg opfordret af Johnny til at vise partiet. Men efter at have spillet partiet igennem med Fritz, synes jeg egentlig, at min modstander lavede for mange halvdårlige træk til at andre kan lære noget af partiet.  Vi var ganske hurtigt ud af de vante franske baner. Jeg kunne hurtigt afbytte de hvide løbere og havde mit stærkeste våben i min sorte løber på diagonalen der peger mod h2. Efter mit træk 24 tilbød jeg remis i en stilling som Fritz vurderer til en svag fordel for mig med sort. Men med ca 350 ratingpoint mere end sin modstander accepterer man selvfølgelig ikke sådan et tilbud. Det var godt for mig. For derfra gik det kun een vej. Jeg udnyttede et par halvdårlige træk fra hvid og kunne omsætte dem til et superstærkt angreb. Han smed håndklædet i ringen i en stilling som Fritz vurderer til 18.5 i min fordel. Fed oplevelse for mig. Som man kunne se på facebook, gik jeg syngende på arbejde dagen efter.

Vores to første brætter var stadigvæk i gang: Jeg nåede lige at se, hvordan Christian slog modstanderens dronning med sin konge - tyder på et angreb fra Ishøj – for et træk senere at skulle sige tak for kampen, da en bonde langt væk fra ophobningen af brikker på kongefløjen, inkl Christians ret så indespærrede og uduelige dronning, var på vej til forvandling.   HJ på førstebrættet forsøgte heroisk at redde sig ud af en meget vanskelig stilling, men måtte give fortabt til sidst. Det havde været en kompliceret sag hele vejen igennem, fortalte HJ mig efter partiet, og han var sådan set tilfreds med sit spil, og at nogle gange skal man jo bare bøje sig for overmagten.  - Det havde danskerne vist også skulle gøre lidt tidligere dengang i 1864. Men det er jo en helt anden sag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.